På trods af øget fokus på sundhed i Danmark, er danskernes overvægt støt stigende. Kvinderne har taget mest på, mens mændene følger godt efter.
En ny undersøgelse foretaget af Rockwoll Fondens Forskningsenhed viser, at der i forhold til for 20 år siden er dobbelt så mange mænd, der er overvægtige, mens hele fire gange så mange kvinder nu døjer med svær overvægt.
I alt har 4.000 danske familier lagt krop til undersøgelsen som Forskningsenheden har gennemført i løbet af 2009. Man har undersøgt personernes BMI, også kendt som Body Mass Index, og sammenlignet disse tal med tidligere undersøgelser. BMI viser sammenhængen mellem menneskers vægt og højde.
I dag er 58,3 procent af mændene og 42,6 procent af kvinderne nu enten moderat eller svært overvægtige. Sammenlignet med 2005 var kun 37,5 procent af kvinderne og 54,8 procent af mændene overvægtige.
Hver syvende dansker er svært overvægtig
"Der er tale om en markant stigning i løbet af få år. Hver syvende af os er i dag svært overvægtig," siger seniorforsker Jens Bonke, der var en af forskerne bag undersøgelsen.
Forskerne har også undersøgt de moderat overvægtige, hvor tallet er endnu mere nedrykkende. Her er hver anden mand mellem 25 og 44 år overvægtig, mens to ud af tre mænd mellem 45 og 64 år vejer for meget.
Hvis man vender blikket mod kvinder, så er hver tredje kvinde mellem 25 og 44 år overvægtige, og fra 45 til 64 år er lidt over hver anden for tykke målt ud fra BMI.
BMI-tallene er ikke nøjagtige nok
"Det kan være misvisende bare at måle efter BMI. For eksempel har alle vores ph.d.-studerende, som løber og træner i deres fritid, en BMI omkring 26 eller 27, fordi de har store muskler," forklarer Jane Greve, der også har hjulpet med forskningen i undersøgelsen, ifølge Ritzau.
Derfor har forskerne også målt de deltagende mænd og kvinder rundt om taljen, for at give et mere præcist billede. Disse tal har vist, at hele 36 procent af kvinderne og 21 procent af mændene er decideret overvægtige.
"Det farlige fedt sidder på maven. Tager man højde for både svær overvægt og livvidde, viser det sig, at især kvindernes helbred er i fare. Kvinder med et højt BMI har nemlig ofte også en stor livvidde, hvilket i mindre grad er tilfældet for mænd," slutter Jens Bonke.
Kilde: Rockwool Fondens Forskningsenhed - December 2010